Nils-Peter

"Humoren er det,
der ligger tættest på alvoren"
Søren Kierkegaard

PH cabaret

ph_aften_i_kerteminde.jpg
07-11-2010

 

PH-cabaret i Kerteminde.

Poul Henningsen hørte allerede som helt lille om Kerteminde. For hans mor, Agnes Henningsen, var født i 1868 på Skovsbo ved Rynkeby. Senere flyttede familien til Lundsgård, hvor faderen, forpagter Peter Andersen, lod opføre den smukke avlsgård, som stadig findes. Og i staldene finder man de hestekøretøjer, som fragtede Agnes til præst i Rynkeby, skønt hun var holdt op med at tro på Vorherre, da hun som seksårig mistede sin elskede mor. Otte år senere døde også faren, og familien søgte nu på alle måder at gøre Agnes Henningsen til en pæn pige, men hun fik hurtigt smag for det vilde liv blandt kunstnere i København og begyndte selv at skrive kontroversielle romaner og skuespil om kærlighedslivet ved Kerteminde.

Poul Henningsen blev født den 9. september 1984. Faderen var forfatter Carl Ewald, men det fik Poul først at vide mange år senere. Og det var en anden forfatter, Johannes V. Jensen, der bragte den unge Poul til Kerteminde. Hos Fritz Syberg på Pilegården og Johannes Larsen på Møllebakken skulle han lære at male og blive bibragt viden om ”det simple liv”, som de to fynske malere hyldede. Poul komplicerede dog hurtigt sit eget liv med et heftigt forhold til Sybergs datter, Besse, samtidig med at han var kæreste med sin kusine Else fra Ålborg – og derved i praksis måtte afprøve sin filosofi om, at vi ikke kan eje hinanden. Besse blev taberen i det spil. Poul Henningsen blev ved med at komme på Møllebakken, hvor hans nære ven, Otto Gelsted, var huslærer, og man kan forestille sig, hvordan både Over Kærby Bakke og klinten ved Lundsgaard var ideel, når PH eksperimenterede med drageflyvning.

Kerteminde satte sit præg på Agnes og Poul Henningsen for mange år siden. Men deres kunst – og de holdninger, den udtrykker - påvirker den dag i dag vores liv, og det er det, som vi prøver at vise i vores PH-cabaret. Vi opfører numre, der handler om fri kærlighed, men viser også, hvordan PH besynger tosomheden, da han selv har fundet den ægteskabelige lykke. Vi hører om hans advarsler mod at ligge under for den offentlige mening, og hvordan han altid er på vagt over for de stærkes forsøg på at styre borgerne, hvad enten det er politisk eller økonomisk. Og så er der jo også alle de andre viser, som bare besynger livet, hvad enten man gynger i en båd eller har to pilsnere i en snor.

Cabaretten er iscenesat af Inge Borch og opføres af Helene Dambo, Birgitte Vølund, Kirsten Torp, Birgitte Flindt Pedersen, Nils-Peter Holm, Jesper Bech Madsen, Steffen Anker og Jørgen Flindt Pedersen. Ved klaveret sidder Poul Balle.

 

Livsglæde.dk ved Nils-Peter Holm, Møllevej 26 C, 5300 Kerteminde, Tlf.: 4037 1881, E-mail:npholms@gmail.com

Pot8oz